Evaluering er ikke en kriminalitet

En lovsangsgruppe burde være i stand til at udvikle sig uge for uge, hvilket også gælder andre grupper i kirken. De færreste har et ønske om, at blive ved med at gøre de samme ting igen og igen i årtier, uden at opleve udvikling.
Udvikling kan ske uden evaluering, men udviklingen sker hurtigere og er mere mærkbar og effektiv, hvis evaluering kommer i spil. Samtidig kan folk dele deres glæder og frustrationer med hinanden, uden at lade noget sidde tilbage i "mørket". Evaluering er nøglen til succes.
Min pointe er, vær ikke overdrevet selvsikker som leder, men vær en leder, som interesserer sig for gruppens meninger og lyt til, hvad de har at fortælle. Frustrationer kan være en gruppes undergang, og det vil være synligt for hele kirken. Endvidere så er folk ikke altid klar over, når de gør noget rigtigt eller forkert, fordi de ikke ved, at det er rigtigt eller forkert.
Evaluering er ikke en hammer oveni hovedet, men et redskab, der er med til at få folk til at opleve, at det de arbejder for er vigtigt. Det er med til at give en retningslinie og gennemsigtighed for alle, og forhindrer uopklarede spørgsmål.
Tiden er kostbar
Det er meget simpelt: kom ikke for sent, men kom til tiden, for tiden er kostbar. Hvis du kommer for sent, så ring i forvejen og fortæl det. Når du dukker op, giv en undskyldning. Hvis du ikke gør, indikerer du, at din tid er mere vigtig end andres.
Dette er en stor værdi for en gruppe; at vise hinanden respekt ved bl.a. at komme til tiden. Det gør det også en del lettere for lederen at nå alting til tiden.
Kritikeren
Den nye amerikanske Oxford ordbog definerer en kritiker som en person, der fremsætter fornuftig dømmekraft eller analyse, vurderer en dom, fortolkning eller observation.
Da jeg vil karakterisere mig selv som en sådan, fandt jeg følgende meget interessant:
"På mange måder er arbejdet for en kritiker simpelt. Vi riskerer meget lidt men nyder opposition over de, som tilbyder deres arbejde og dem selv til vores dom. Vi trives i negativ kritik, hvilket er sjovt at skrive og at læse. Men den bitre sandhed vi kritikere må sande er, at i det store hele, så er det gennemsnitlige stykke skrammel sikkert mere meningsfyldt end vores kritik, der opløfter sig selv. Men der er tidspunkter, hvor en kritiker i sandhed riskerer noget, og det er i opdagelsen og i forsvaret af det nye. Verden er ofte uvenlig overfor nyt talent, nye opfindelser; det nye behøver venner."